4. søndag i advent: Fjerde fase i La Marmotte

4. søndag i advent: Fjerde fase i La Marmotte

"I samarbejde med Active Alps og Velomio.com tager Velofit dig i fire afsnit med på ruten til La Marmotte 2020."

Danskerne flokkes til det prestigefulde franske løb La Marmotte, og hvis du er en af dem, der planlægger at pakke cykelkufferten til juli, så har vi her en god nyhed til dig.

I samarbejde med Active Alps og Velofit vil Velomio.com på decembers første fire søndage tage dig igennem ruten, så du får mest muligt ud af dit løb.

I denne episoden bliver du taget igennem den fejrde og sidste fase af løbet: Nedkørslen fra Galibier og opkørslen til ikoniske Alpe d'Huez.

Nedkørsel fra Galibier
Vi er nu kommet til sidste og afgørende fase i La Marmotte.

Vi har nu været igennem de 3 første stigninger, en nedkørsel og et dalstykke, og tiden er nu kommet til den afgørende fase af løbet.


Løbets sidste fase deler vi også ind i to faser: Nedkørslen fra Col du Galibier til Bourg d’Oisans og Alpe d’Huez-stigningen. 

Du har nu krydset toppen af Galibier og kan se frem mod cirka 50 kilometer, inden stigning mod toppen af Alpe d’Huez starter. Langt størstedelen af disse kilometer falder og skal bruges til at få fyldte alle depoter op. Lad være med at se nedkørslen som en pause - Se den som en aktiv del af løbet, hvor koncentrationen skal holdes høj. 

På toppen af Galibier er der et depot, hvor du kan tanke vand og energi. Det er vigtigt, at du prioriterer dette, da der ikke er depot igen før bunden af Alpen. Samtidig skal du tage dig tid til at få en jakke eller noget andet varmt tøj på (naturligvis afhængigt af temperaturen), da der kan blive meget koldt på nedkørslen, hvis du er drivvåd af sved fra opkørslen. Fryser du på nedkørslen, vil du også bruge meget mere energi. 

De første otte kilometer af nedkørslen er meget hurtige, lidt tekniske og der kan være noget blæst eller pludselige slagvinde, når du kommer rundt langs bjergkammen. Det er meget vigtigt, at du har fuldt fokus her. Det er et helt utroligt landskab, så tag dig også lige et øjeblik til at kigge op og nyde den del fuldt ud.

Når de otte kilometer er overstået, kører du på en større vej resten af vejen. Spis, drik og spar kræfter. Der kan være modvind, så find gerne et hjul du kan sidde på, så du sparer flest muligt kræfter. 

Lige inden sidste stigning kommer depoterne. Få skiftet dunke ud og tag ny energi i lommerne. Alpen kan blive en lang sej kamp med uendelig dårlige ben fra start til slut, så gør dig selv den tjeneste at få fyldt op, inden du starter.  

Alpe d'Huez
Alpen! Et bjerg som er meget hårdt, fordi det kommer efter tre bjerge. Isoleret set er stigning ikke voldsom hård, men det bliver den, når den skal køres med ømme ben, og det har alle på dette tidspunkt. Alle lider på alpen - Capisce!? Husk det, hvis du ser en, som ser frisk ud. Det er personen ikke, det er også hårdt for ham eller hende. 

Stigningen er meget hård de første tre kilometer, hvor den stiger med ti procent i snit. Derefter flader den lidt, inden de sidste fire kilometer igen tager fat. Det eneste råd herfra er: Pas på kræfterne i starten. Hvis du har kræfter til overs efter de første tre kilometer, er der stadig masser af tid til at brænde det resterende af. 

Generelt set handler det om overlevelse på stigingen. Kør klogt og kør med det, du har tilbage i tanken. Forsøg at undgå at stå af cyklen, da det bryder din rytme. Der er mange, som står af undervejs, det er rart med en pause, men det hjælper dig bestemt ikke, når du skal i gang igen. Benene er ti gange mere stive, end du overhovedet kan forestille dig. Hvis du får kramper, så tag en pause og nyd udsigten.

På toppen er det elektrisk. Når de 12 kilometer er overstået mangler du kun 1,3 kilometer igennem byen, hvor folk hjælper dig på vej med klapsalver. 

Det sidste der skal siges herfra i denne omgang blliver en gentagelse: Alle har det hårdt på alpen! Du fortæller dig selv, at du aldrig skal gøre det igen, men alt dette trumfes af lykke, når du kører over stregen. Så bid det i dig og kom over den målstreg, den følelse er helt speciel.  

Læs mere om rejserne med Velofit og Active Alps her. 

Se også:
1. afsnit af tips og fif til La Marmotte
2. afsnit af tips og fif til La Marmotte
3. afsnit af tips og fif til La Marmotte

Begrænset udsnit vist nedenfor. Tryk her for fuldt resultat!

Din globale cykelsøgemaskine

Søg blandt 100+ cykelhandlere og cykelwebshops Velomio.com guider og sammenligner cykler og cykeludstyr for dig.

Velomio.com indsamler alle produkterne og priserne hos de største webshops i verden, og vi serverer dem til dig i et lækkert format.
Det betyder, at du nemt kan navigere rundt blandt hundredvis af cykelbutikker og finde frem til de produkter, som du mangler.

Du er velkommen til at kontakte Velomio.com

Email: info@velomio.com / Telefon: +45 51 55 89 66

Koncept | Kontakt | Deltag | Artikler | Mærker | Videoer | Følg os fb white logo